Motion hjælper uden vægttab

Fra Diabetesforeningens hjemmeside:

30. marts 2012
Selv om du ikke taber dig ved at dyrke motion, får du en klar sundhedsfremmende effekt. Det viser et ny dansk ph.d.-studie fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet. Diabetes.dk har talt med kvinden bag.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Alle ved, at det er sundt at dyrke motion. Nu viser et dansk ph.d.-studie, at motionen i sig selv giver en god sundhedsfremmende effekt, selv om motionen ikke samtidig resulterer i et vægttab. Det betyder, at selv om viseren på badevægten står bomstille, kan det absolut stadig betale sig at dyrke motion. Du bliver simpelthen sundere – også selv om du ikke bliver lettere.
Cand. scient. i idræt, Ph.d. Pernille Nordby, som står bag undersøgelsen, fortæller:
- Vi har vist, at det er træningen i sig selv, der har en sundhedsfremmende effekt. Selv om man ikke taber sig samtidig med træningen, giver det stadig en god effekt.

TRÆNING GAV BEDRE INSULINFØLSOMHED
I sit studie delte Pernille Nordby 48 fysisk inaktive, raske, men overvægtige yngre mænd i fire forskellige grupper: To grupper fik en times daglig træning, en af de to grupper fik oveni træningen ekstra kalorier og en gruppe blev sat på diæt, altså en slankekur, uden træning.
Den sidste gruppe var kontrolgruppen, som skulle fortsætte den inaktive livsstil som om intet var hændt.
Efter 12 uger viste undersøgelsen, at alle grupper undtagen kontrolgruppen havde tabt kropsfedt og havde mindre abdominalt fedt (fedtet på maven). Både træningsgruppen, der ikke fik ekstra kalorier, og diætgruppen tabte sig gennemsnitligt omkring seks kilo, men gruppen, der kun var på kur og ikke trænede, tabte også muskelmasse i løbet af perioden, mens træningsgrupperne fik mere muskelmasse.
Kun træningsgrupperne fik forbedret deres insulinfølsomhed i løbet af de 12 uger.
- Der er stor forskel på træning og på diæt. Selv om begge grupper tabte sig i løbet af de 12 uger, var det kun dem, der trænede, som opnåede en bedre insulinfølsomhed, fortæller Pernille Nordby, som i dag arbejder på DTU, Institut for Systembiologi.
Træningsgruppen fik vejledning i at træne med høj intensitet – altså hvor pulsen er høj og man bliver forpustet – hvorimod det ikke blev kontrolleret, om gruppen løb, cyklede eller lavede anden fysisk aktivitet.

GODT RÅD TIL DIABETIKERE
Selv om ingen af forsøgspersonerne havde diabetes, er hun sikker på, at den positive effekt på insulinfølsomheden også gælder for mennesker med diabetes:
- Jeg vil klart mene, at resultaterne er relevante for diabetikere også. Det er svært at forestille sig diabetikere, som ikke vil have en tilsvarende positive effekt af fysisk aktivitet på insulinfølsomheden, siger hun.
Insulinfølsomheden er betegnelsen for kroppens evne til at bruge insulinen. Jo bedre insulinfølsomhed, jo bedre er musklerne til at reagere på insulin og optage sukkerstoffer fra blodet, som musklerne behøver for at kunne fungere optimalt. Derfor er det meget vigtigt for f.eks. mennesker med type 2-diabetes, at de har så god en insulinfølsomhed som muligt.

TRÆN I INTERVALLER
Selv om forsøgspersonerne i Pernille Nordbys projekt trænede en time hver dag i 12 uger, kan mindre gøre det. Selv om man kun har tid til at træne hver anden eller hver tredje dag, kan det stadig betale sig: Mange studier viser, at al træning, der får pulsen op, har en effekt på musklernes evne til at optage sukkerstoffer, altså en bedre insulinfølsomhed.
Pernille Nordby siger:
- Hvis man ikke har så megen tid, så skal man tænke på at gøre sin motion så hård som mulig så længe som muligt. Det kan f.eks. være at melde sig til en spinning-time i sit fitnesscenter eller lave en form for intervaltræning, altså hvor man skifter mellem forskellige tempi. Det giver den bedste effekt, forklarer hun.

GÅ RASK TIL OG FÅ DET BEDRE
Intervaltræning lyder meget hårdt og fitness-agtigt, men det behøver det slet ikke at være. Det er hverken nødvendigt at tage i fitnesscenter eller kunne løbe for at få gavn af intervaltræning. Det kræver blot, at man kan holde til at gå.
Man kan nemlig henlægge sin gåtur til et bakket terræn eller i sandet på stranden, hvor det automatisk er hårdere at gå. Hvis man så sørger for at holde tempoet oppe, kan en god gåtur være lige så hård træning for en, der ikke er vant til at være fysisk aktiv, som en spinningtime kan være for en person i god fysisk form.
- Det er en af de gode ting ved at være fysisk aktiv, at hårdheden er relativ. Det betyder, at alle kan finde en form for fysisk aktivitet, de kan holde til, og samtidig få glæde af de mange positive effekter, siger Diabetesforeningens motionskonsulent Kirsti Pedersen.

 

Copyright © 2022 - TopMotion